Hvordan bliver Rigshospitalet røgfrit?

Ifølge Rigshospitalets hjemmeside er rygning totalt forbudt overalt på området.

Det burde være simpelt: Hvis man beslutter sig for, at rygning er forbudt på landets førende hospital, så bliver der ikke røget mere. Punktum? Nej, der bliver stadig pulset løs foran alle indgange til Rigshospitalet. Måske lige med undtagelse af direktionens? – ja, jeg gætter bare. Det har jeg nu brokket mig tilstrækkeligt til, at de nu har budt mig på kaffe. Så i morgen kl. 10, vil jeg præsentere dem for en række forslag – som jeg lige vil dele med jer først:

• Alliér jer med eksperter på området: Kræftens Bekæmpelse (KB), Danmarks Lungeforening, Sundhedsstyrelsen, instutterne for folkesundhed, regionerne – der er massiv viden derude om, hvordan man begrænser rygning – men det skal koordineres. Jeg har talt med Inge Haunstrup Clemmensen (overlæge i KB og projektchef for sundhedsfremme på arbejdspladser), som meget gerne vil involveres, hvis der afsættes projektmidler. (- Hun er om muligt den person i landet, som har størst ekspertise på området.)
• Spørg patienterne og personalet om deres mening. Alene KB har stor viden om relevante spørgsmål, skema og tolkning heraf.
• Uddan studerende på relevante uddannelser til at lave spørgeskemaundersøgelser ved indgangene: “Er du generet af rygning på hospitalet?”; “Hvis nej: ryger du selv?”; “Hvis ja: hvor er det værst? – Har du nogen idéer til, hvad man kunne gøre for at begrænse det?” osv. – Obs! Klæd dem på til at kunne tackle eventuelle voldsomme reaktioner fra rygerne.
• Udnævn en “Sundhedsapostel” (ja, gør en dyd ud af navnet!), hvis primære ansvar er at nedbringe rygning på hele hospitalet – og lad det være en klausul i vedkommendes ansættelseskontrakt, at rygningen målbart skal nedbringes f.eks. hver 6. måned – ellers er det ud.
• Få vagterne til at cirkulere min. hvert 10. minut ved alle indgange og gør det til en del af deres jobbeskrivelse (hvis det ikke er det i forvejen), at de skal påtale al rygning. – Obs! Men de skal klædes ordentligt på til jobbet, så de forstår vigtigheden af det, og også er forberedte på eventuelt voldsomme rygerreaktioner.
• Sæt overvågningskameraer op ved alle indgange, så der ikke er steder, hvor man alligevel “godt må” ryge. F.eks. er det stadig “lovligt” for personalet at stå og ryge ved kælderindgangen til opgang 4.
  

  Der bliver set igennem fingre med, at personalet ryger ved kælderindgangen til opgang 4.

• Udsted bøder til folk, som står og ryger ved indgangene, f.eks. 500 kr. (Foreløbig har direktionen sagt, at der ikke er hjemmel til det – er det virkelig rigtigt? Hvis ja, ligger der da et lovforslag lige på den flade hånd, folketingsmedlemmer.)
• Gør det til et spørgsmål om Rigshospitalets – og alle hospitalers – omdømme og ære: her behandler vi sygdomme og fremmer sundhed.
• Idé til rygepavillonen: Sæt en automat op, hvor man kan kaste smøgerne i og få et skrabelod til gengæld for hver 10 cigaretter (skal balanceres så værdien af skrabeloddet er lidt højere end prisen på de 10 cigaretter).
• Overvej om der skal flere rygepavilloner op.

Disse forslag kunne være elementer i en handlingsplan. Når den er i gang, kan man sætte ekstra trumf på ved at:

• Få pressen med – der mulighed for mange nye historier i emnet
• Gøre det til en bevægelse: først Rigshospitalet, så Region Hovedstaden, så hele landet.

Jeg glæder mig til at se, hvad de siger. Hvad synes I?

Tak til alle, som har bidraget med forslag og/eller skulderklap så vidt. Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, som synes, at dette er vigtigt.

Hvordan får vi røgfri hospitaler?

Jeg er blevet inviteret til kaffe i Rigshospitalets direktion. Om det er fordi de vil række mig et gråt stykke papir, er stadig uvist. Men hvis jeg skal tage dem på ordet – og det vil jeg gerne – så skal det handle om rygning på Rigshospitalet. Jeg har jo skræppet op med min utilfredshed over, at der trods de mange påbud stadig ryges ved indgangspartierne til landets førende hospital. Så nu vil de høre, hvad jeg har at sige. Og det er her, jeg godt kan bruge lidt hjælp. For hvad synes I, at jeg skal sige til dem?

Indtil nu har jeg kun hørt dem fremføre defaitistiske betragtninger i stil med “vi har ingen lovhjemmel over patienter og pårørende”, “vi kan kun henstille mundtligt”, “vi har ikke ressourcer til” etc. Og nu er det så kommet til “Hvad synes du vil skal gøre?”, hvilket unægteligt smager lidt af kapitulation. Så hvad synes jeg?

Problemet med rygning ved indgangene til hospitalet er et problem, som jeg vil påstå alle hospitaler i Danmark døjer med. Og med så mange tusinde patienter, pårørende og ansatte, som er berørt af det hver dag, må der være masser af meninger om sagen. I udgangspunktet må der således være belæg for at engagere mange kræfter i løsningen.

Jeg overvejer derfor at kvittere for kaffen med følgende brainstorm:

• Alliér jer med Kræftens Bekæmpelse, Danmarks Lungeforening, Sundhedsstyrelsen, instutterne for folkesundhed, regionerne – der er massiv viden derude om, hvordan man begrænser rygning – men det skal koordineres
• Lav en konkurrence ud af det for skole- og/eller gymnasieelever: hvem kan komme med den bedste løsning?
• Vis at I prioriterer det højt ved at få pressen med
• Få studerende på relevante uddannelser til at lave spørgeskemaundersøgelser ved indgangene: “Er du generet af rygning på hospitalet?”; “Hvis nej: ryger du selv?”; “Hvis ja: hvor er det værst? – Har du nogen idéer til, hvad man kunne gøre for at begrænse det?” osv.
• Spørg patienterne og personalet om deres mening
• Udnævn en “Sundhedsapostel” (ja, gør en dyd ud af navnet!), hvis primære ansvar er at nedbringe rygning på hele hospitalet – og lad det være en forudsætning i vedkommendes ansættelseskontrakt, at rygningen målbart skal nedbringes f.eks. hver 6. måned – ellers er det ud
• Få vagterne til at cirkulere min. hvert 10. minut ved alle indgange og gør det til en del af deres jobbeskrivelse (hvis det ikke er det i forvejen), at de skal påtale al rygning
• Sæt overvågningskameraer op ved alle indgange, så der ikke er steder, hvor man alligevel “godt må” ryge
• Gør det til et spørgsmål om Rigshospitalets – og alle hospitalers – omdømme og ære: her behandler vi sygdomme og fremmer sundhed.

Har I flere idéer? Kom endelig med dem, så har jeg ekstra “ammunition” til på fredag. På forhånd tak. 

Må man tjene penge på andres ulykke?

Angrebene på Oslo og Utøya den 22. juli har afstedkommet en lang række billeder, som vi sent vil glemme: af gerningsmanden, af Oslos ødelagte regeringskvarter, af Jens Stoltenberg, af Utøya, af folk i Tyrifjorden – og af blomster. Sorgen markeres primært af blomster. Det er helt naturligt.

De norske blomsterhandlere må opleve det største omsætningsboom nogensinde. Måske ligesom deres engelske kolleger, da Lady Diana døde. Og en række bedemænd har fået ekstra travlt. For ikke at tale om pressen: historien – eller rettere de mange historier om angrebene – sælger tusindvis af blade, magasiner, udsendelser osv. verden over. Der er rigtigt mange penge i 22. juli 2011.

Derfor kan det ikke undre, at nogen tænker i at få en del af kagen. Og ja, det kan virke utiltalende, måske ligefrem klamt. Men hvornår er det okay at tjene penge på andres ulykke? Og hvornår er det ikke? Bemærk: jeg taler ikke om ulovligheder, men alene om, hvornår vi – indenfor lovens rammer – finder det moralsk acceptabelt. “Den enes død, den andens brød” siger det så nøgternt – og dækker over to former for arbejde.

På den ene side er vi nødt til i samfundet at have funktioner og mekanismer, som tager sig af ulykker og forbrydelser. Det hører med til alle samfund, for det er en del af alle menneskers liv. Og som bekendt slutter livet for os alle en dag. Så der er bestemt moralsk acceptable erhverv, som lever af død og ødelæggelse: Bedemænd, kistemagere og krematorier er selvskrevne. Præster og blomsterhandlere vel sådan set også, selv om det jo ikke er deres eneste business. Det samme kan siges om sygeplejersker og læger (herunder mig selv), eftersom de fleste (?) dødsfald foregår på hospitaler og plejehjem. Desuden skal det være en læge, som udfylder dødsattesten. Og pressen er jo også nødvendig. For vi vil jo gerne kommunikere med hinanden, når nogen dør. Nekrologer og dødsannoncer hører med. Og når vi taler større ulykker, er det jo naturligvis vigtige nyheder, som skal ud.

På den anden side har vi dem, som søger at opnå en ekstra profit på andres død og ulykke. Hertil hører dem, som til daglig ikke hører med i ovennævnte beredskab, men som træder til for at tjene ekstra. Som f.eks. hvis en grønthandler i Oslo havde skiftet tomater og agurker ud med blomster de seneste 11 dage. Det er vel okay, så længe det bidrager til at dække det behov for moralsk acceptable ydelser, som der måtte være. Og i tilfældet med den hypotetiske (?) grønthandler, så må man da sige, at behovet har været der.

Men vi har også dem, der forsøger at faldbyde varer og serviceydelser, som ikke hører med til det traditionelle beredskab, men som kunne være det – og måske bliver det en dag: nedfrysning af lig i håb om at det en dag lykkes for videnskaben at genoplive afdøde er et eksempel herpå. Endnu mere udbredt er dog forskellige former for merchandise som skal lindre sorgen hos de efterladte og påvirkede. Det er her mindearmbåndet kommer ind.

På www.minnearmbaand.com kan man købe et sort siliconearmbånd til 129 NOK til minde om 22.07.2011. I følge hjemmesiden vil 35 NOK gå videre til genopbygningen af Utøya. Først var det 5 NOK, men efter voldsom kritik har sælger sat beløbet op til 35 NOK. Desuden er det blevet kritiseret, at det ikke står helt klart, præcis hvad beløbet skal støtte og hvordan. Men hvad jeg her ønsker at stille skarpt på, er den fordømmelse, som sælgeren udsættes for. Det er tydeligt, at ganske mange mennesker finder det modbydeligt, at han vil tjene penge på massakrene. Han kan forsvare sig med, at han alene vil hjælpe med at lindre sorgen og smerten – og at han (måske) har en familie, som han skal forsørge. At hans vare er fuldstændig på linje med blomsterhandlernes – altså, at han skal ses som en del af det naturlige beredskab ved død og ulykke. Oven i købet forsøger han at komme sine kritikere i møde ved at lade køber vi, at en del af beløbet vil gå direkte videre til velgørenhed. Så hvorfor bliver folk så sure?

Er det fordi beløbet er for lille? Er 35 NOK ikke nok? Eller havde det været bedre, om han slet ikke havde nævnt noget om velgørenhed og bare taget sine 129 NOK? Og hvad med alle de blomsterhandlere, som har kronede dage? Bør de ikke også skæppe i velgørenhedskassen? Eller er det okay, at nogle af dem nu kommer til at køre i stor bil takket være Utøya?

Min fornemmelse siger mig, at forargelsen over mindearmbåndet primært skyldes, at han kun ville give 5 NOK (sv.t. knapt 4%) videre i første omgang. For så er man i følge folkeviddet grådig. At han så efterfølgende sætter det op til 35 NOK virker som et forsøg på bod, hvilket så kan udlægges som en imødekommelse: ja, det var grådighed. Og med al den negative reklame han nu har fået, skal han nok se sig om efter en anden indtægtskilde. Måske han skulle prøve at sælge blomster i stedet. Det er legitimt – og sandsynligvis stadig en god forretning i denne sørgelige tid.

Rigshospitalet er røgfrit. Haha!

Bemærk de spredte skodder.

Når man ankommer til Rigshospitalet, skal man huske at tage en dyb indånding, inden man når hen til døren. Medmindre man selvfølgelig er ryger. For så kan man lige så godt vente med at gå ind og så lige tage sig en smøg sammen med alle de andre, der står ved døren. Så kan man stå og hygge sig lidt og betragte de fine skilte, som venligt informerer om, at det ikke er tilladt at ryge ved indgangspartiet. Og tænke på, at det da i grunden er flot skrevet i asfalten for ens fødder: ”Rigshospitalet er røgfrit”.

Hvis det var indgangen til et værtshus, ville det ikke undre. Men i stedet er det landets førende hospital, som dagligt behandler hundredvis af patienter, som væsentligst er blevet syge pga. egen og/eller andres rygning. Dertil kommer de mange andre, som ville have det betydeligt værre, hvis de oven i deres sygdom også røg. Bevares, der står godt nok, at man ikke må stå der og ryge. Men der står jo så meget – og så mange andre og ryger. De mange skod på jorden og på affaldstøndernes kant viser, at ”her må man godt alligevel”.

Rigshospitalet har nu i over 3 år haft ”totalt rygeforbud overalt på området – også udendørs”, hvilket dokumenteres af en helstøbt politik på såvel det åbne som lukkede internet. Forbuddet bliver i følge rygepolitikken bakket op af ledere på alle niveauer, som sammen med tillids- og sikkerhedsrepræsentanter er forpligtede til at informere ansatte og patienter om, at reglerne skal overholdes, og til at vejlede i rygestop. Desuden skal alle centre have særligt uddannet personale, som skal være ”opsøgende og rådgivende i forhold til patienterne. Systematisk rådgivning om rygestop er en integreret del af hospitalets behandling.” Af hensyn til de absolut trængende er der dog indrettet en rygepavillon til patienter og pårørende. Dér må de gerne ryge. Men for alle ansatte er der rygeforbud.

Fint nok. Men hvordan ser virkeligheden så ud? Ja, som nævnt er rygning ganske almindeligt ved alle indgange. Såvel pårørende som personale står og ”trækker vejret”. Jeg har nu et par gange henvendt mig til rygerne, når jeg har været på vej ind eller ud af huset. Undskyld, men prøv lige at se de udmærkede skilte – du må ikke ryge her. Måske er jeg naiv, for det har overrasket mig, at reaktionen er enten ”nå”, ”jeg er ligeglad” eller bare total ignorering.

Særligt alvorligt burde det være for alle de ansatte, som stadig føler sig berettiget til en smøgpause. For de må slet ikke ryge, når de er på arbejde. Rygereglerne er regler ligesom alle de andre regler, man skal overholde på sin arbejdsplads. Men er der nogen overhovedet, som har fået påtale – eller er blevet fyret – for brud på rygereglerne? Hvis det er tilfældet, må det være et af de områder, hvor den præventive effekt er lig nul.

Jeg er heldigvis ikke syg. Jeg arbejder her bare. Og det går mig efterhånden voldsomt på, at den forkromede rygepolitik tydeligvis ikke har nogen effekt. Og at jeg derfor skal have tobaksrøg i lungerne cirka hver anden gang jeg går ind eller ud af døren. Og jeg forarges på vegne af de forældre, som kommer med kræftsyge børn, og som skal kante sig forbi røgmuren for at komme ind og blive behandlet. Så kære rygere: I må gerne ryge – bare ikke her!

Og til alle mine ledere: Hvor er det ”særligt uddannede personale”? Hvor er rygestopkonsulenterne? Hvor er sælgerne fra de firmaer, som sælger nikotintyggegummi og –plastre? Der er masser at lave. Hver dag. Hele året. Man forledes til at tro, at rygepolitikken er ren facade. Som når diktaturstater underskriver menneskerettighedskonventionen. Ja, ja, vi skal nok gøre som I siger. Bla-bla. I er jo ligeglade alligevel. Eller er I?

___

Dette indlæg er sendt som et åbent brev til: Rigshospitalets direktion, Regionsdirektør Helle Ulrichsen, Kræftens Bekæmpelse samt redaktionerne for Rigshospitalets publikationer IndenRigs og FinsenNyt.

Sunde prioriteringer

Da jeg aflagde lægeløftet i sommeren 2002, forpligtede jeg mig bl.a. til “efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn“. Min daglige gavn kommer til udtryk i sundhedsvæsnet, hvor de fleste af os er glade for at arbejde. Men med krisen og sidste års paniknedskæringer er noget af glæden blevet afløst af en indignation over skæve prioriteringer.

Ingen tvivl om, at der skulle besparelser til. Heldigvis blev der sat en stopper for nogle af de værste excesser som f.eks. overbetalingen af privathospitalerne. Men der blev samtidig skåret for dybt i antallet af varme hænder. Det kommer desværre til at tage noget tid, før det kan endeligt dokumenteres. Så hvor skal pengene så komme fra? Og hvordan dæmmer vi op for de uafladelige indbyggede udgiftsstigninger? Det kan ikke gøres uden at det kommer til at gøre ondt, især politisk. Men der er stadig muligheder for at effektivisere, ikke mindst pga. fortsat overadministration og overforbrug af offentlige sundhedsydelser.

Det seneste tiår er hospitalerne gået fra at være under- til at være overadministrede. Fint, at der er kommet styr på budgetterne, og at det er professionelle økonomer, som tager sig heraf. Men for meget, at de bureaukratiske lægeopgaver nu mærkbart stjæler lægernes tid fra patienterne.

Og for meget, at der skal bruges så mange ressourcer i hospitalernes udviklingsafdelinger på gennem møder og konsulentarbejde at give medarbejderne ”mulighed for uddannelse, rådgivning og træning, der gør dem i stand til at opfylde hospitalets Mission, Mål og Værdier” for nu at citere min egen arbejdsgiver. Dertil kommer den overflod af nyhedsbreve, magasiner, pjecer og årsberetninger henvendt til personalet, som bliver produceret på de forskellige ledelsesniveauer af velmenende kræfter.

Hvordan er det lige at de mange farverige pjecer og vidtløftige ord skal hjælpe andre end de ansatte, som får løn for at lave dem? Det er spild. Lad dog vigtige meddelelser komme ud via mail og allerede eksisterende personalemøder. Diverse underholdende ”reportager” kan man lade professionelle journalister fra allerede eksisterende magasiner om.

Samlet set bør det administrative personales opgaver allesammen kunne begrundes i, hvorledes de direkte assisterer de varme hænders muligheder for at udøve kerneydelserne: at diagnosticere, behandle og følge op på syge mennesker.

Overforbruget af sundhedsydelser antager mange ansigter: overbelastning af vagttjenester, unødige aflysninger, for dyre behandlinger af syge og manglende prioritering efter alvorlighed. Det er ikke den enkelte borgers skyld. Folk bruger jo de muligheder, der er.

Der er behov for adfærdsregulering i forhold til lægevagt og skadestuer. Alt for mange går ikke til deres egen læge i dagtiden, men venter til efter arbejde. Det er unødigt fordyrende, for de fleste skadesstuehenvendelser er ikke mere alvorlige, end at de kunne være klaret hos egen læge. Desuden kender vagt- eller skadestuelægen som oftest ikke patienten i forvejen, hvilket øger behandlingstiden. Dertil kommer manglende fremmøde, som dagligt resulterer i mange unødige pauser. Det skal man allerede betale for hos tandlægen. Men når det gælder praktiserende læger og ambulatorier, er det gratis at blive væk og derved skabe større ventetid i den anden ende.

Et gebyr for at gå til lægen (og for at blive væk fra en aftalt tid) på f.eks. 150 kr. ville anspore til en mere fornuftig adfærd. Af hensyn til særligt syge kunne man som f.eks. i Norge indføre en maksimal årlig egenbetaling, så man maksimalt skal betale for 10 henvendelser per kalenderår (herefter er det gratis). Indtægterne herfra kunne så passende bruges på at øge tilskuddet til tandlægebehandling, som desværre lider under stor social slagside i dag.

Dernæst kommer vi til de meget dyre behandlinger, som regionerne nu for alvor slår sig i tøjret over (se her, her og her). Særligt indenfor kræftområdet oplever vi, at der er noget som ikke hænger sammen. I mange tilfælde lanceres ny medicin til uhelbredeligt syge patienter på den baggrund, at patientens overlevelseschancer øges med få måneder. En sådan behandling kan have sin berettigelse, hvis de ekstra levemåneder ledsages af øget livskvalitet og mindre plejebehov, hvorved de samlede udgifter til patientens forløb begrænses.

Alligevel er det stadigt tydeligere, at der er behov for en åben og ærlig prioritering mellem, hvad der er lægevidenskabeligt muligt, men for dyrt, og hvad der er samfundsøkonomisk mest fornuftigt. Og ja, det er ikke socialt retfærdigt. Men det er jo ingen nyhed. Der er allerede store huller i den universelle dækning pga. private sundhedsforsikringer samt som allerede nævnt den høje egenbetaling på tandbehandling.

Så i stedet for at bruge kræfter på at bortforklare eller tale udenom eksistensen af standard- versus ”premium”-behandlinger, bør politikere og læger i fællesskab finde løsninger, der begrænser ”premium” til de enkeltområder, hvor ekstraprisen i forhold til standardbehandlingen er størst alt taget i betragtning. Dvs. at “premium”-behandlinger kun skal gælde de tilfælde, som er mest “ekstravagante”. Adgangen til “premium” bør da være gennem deltagelse i forskningsprojekter, via privat forsikring, ved direkte betaling eller via individuelt tilskud efter særlig vurdering.

Som en positiv følgevirkning af denne politik kan man forestille sig, at medicinalindustrien vil bestræbe sig endnu mere på at fremlægge solid dokumentation (både videnskabelig og samfundsøkonomisk) for nye behandlingsformer.

Endelig er der den bredere diskussion om brugerbetaling og ventelister. Hvorfor skal der være samme ventelistegaranti på alle behandlinger? Sygdomme som man risikerer at dø eller blive varigt invalid af, bør prioriteres højere end mindre alvorlige tilstande, hvilket Lægeforeningen også påpeger. Den videre argumentation herfor vil jeg dog lade fare for i dag. Der er nok at tage fat på allerede.

Alternativet til disse justeringer er et offentligt sundhedsvæsen, som gradvist vil blive mere og mere udsultet, samtidig med at de private aktører tager overtager flere og flere behandlinger af dem, som har råd. Herved bliver regningen i sidste ende meget større end med et universelt system. Og alle dem, som ikke har råd, må tage til takke med en absolut basisbehandling. Det ønsker jeg ikke. Faktisk føler jeg, at det er min pligt at arbejde for, at det ikke sker.